Sammenstyrtning af rendegrave kan have fatale konsekvenser for medarbejderne, som arbejder i dem. Vi har kigget i Arbejdstilsynets anvisninger for arbejde i rendegrave og skrevet dem sammen til en guide, der giver et overblik over, hvordan man sikrer sine medarbejdere mod sammenstyrtning.

”Rendegrave til ledninger, rør og kabler mv. skal udføres, så faren for jordskred er effektivt imødegået.”
– Arbejdstilsynet

Meget entreprenørarbejde foregår i rendegrave, og det er derfor også vigtigt at sørge for, at medarbejderne, som arbejder i rendegravene, kan udføre deres arbejde sikkert. Effektive måder, man typisk kan imødegå jordskred på, er ved enten at opføre passende skråningsanlæg eller ved at benytte afstivningsmateriel som f.eks. gravekasser.

Sikring med skråningsanlæg

Skråningsanlæg kan fungere som en fin måde at sikre sin rendegrav på.

Hvis jorden er stabil, og det ikke er nødvendigt at tage hensyn til særlige foranstaltninger, kan en rendegrav etableres med lodrette sider ned til 1,70m dybde. Særlige foranstaltninger kan f.eks. være, hvis udgravningen foregår ved siden af en vej eller bygning, hvis der før har været foretaget udgravninger i jorden eller, hvis der er forhold i jorden, som kræver særligt hensyn – Det kunne være sand, flyd, mose, vandåre, højt grundvand, store sten eller løse genstande.

Er dybden på udgravningen til gengæld mellem 1,70m og 5m, er det påkrævet, at skråningerne skal have en anlægshældning på 1:2 (1 hen og 2 ned) helt ned til bunden af rendegraven. Har udgravningen en dybde på mere end 5m, skal anlægshældningen være 1:1. Desuden skal stigen i rendegraven minimum rage 1m op over kanten på udgravningen.

Regler for skråningsanlæg

Så, hvis forholdene er til det og skråningsanlægene etableres korrekt, kan rendegrave benyttes uden brug af afstivningsmateriel. Skråningsanlæg har dog den bagside, at de kræver en del plads rundt om udgravningen for at etablere hældningerne. Det betyder derfor også, at der skal køres en stor mængde jord væk for at etablere skråningerne samt, at der stadig potentielt vil ligge løs jord på skråningerne.

Sikring med gravekasser

Alternativt til skråningsanlæg kan man afstive sin rendegrav med gravekasser for at sikre den mod sammenstyrtning. Gravekasser bør benyttes når skråningsanlæg ikke er mulige eller man ønsker at sikre sine medarbejdere bedst muligt.

TZACHO anbefaler altid at benytte gravekasser – Også ved rendegrave, der er under 1,70m dybe. Det skyldes, at deres høje modstandskraft giver den bedste beskyttelse af rendegraven og dermed de mest sikre arbejdsvilkår for medarbejderne. Samtidig kan entreprenøren nøjes med at grave mindre jord væk og dermed spare både tid og plads ved udgravningen.

Selvom man kan opføre skråningsanlæg med lodrette sider ned til 1,70m dybde, anbefaler TZACHO at bruge gravekasser til den dybde udgravninger også. Årsagen til det er, at meget arbejde ikke foregår i oprejste positioner. Så, hvis ulykken skulle være ude, og en af siderne på udgravningen kollapser, vil medarbejderen i rendegraven med høj sandsynlighed stå bøjet, og jorden vil falde ned over ham og trykke vedkommende ned. Med en gravekasse vil siderne på rendegraven være afstivet og medarbejderen vil kunne udføre sit arbejde i sikkerhed.

Der findes mange typer af gravekasser på markedet med vidt forskellige kvaliteter. Hos TZACHO forhandles udelukkende højeste kvalitet, så vi også kan sikre os, at vores kunder kan arbejde i sikkerhed. Sortimentet spænder fra meget lette letvægtsgravekasser i aluminium til tredobbelt glideskinnekasser afhængig af det respektive projekt. Læs mere om TZACHOs udvalg her.

TZACHO forhandler alt fra meget lette letvægtsgravekasser i aluminium til tredobbelt glideskinnegravekasser

Sikkerhedsregler for gravekasser

Gravekasser skal placeres, så de står helt nede i bunden af rendegraven og samtidig rage mindst 15cm op over udgravningens kant.

Derudover må der ikke udføres arbejde i rendegraven før den er sikret, og opstilleren skal altid bruge hjelm, handsker og sikkerhedsfodtøj under arbejdet. Der skal desuden etableres adgangs- og flugtvej, så medarbejderne kan komme hurtigt op igen, hvis det skulle blive nødvendigt.

Både under udgravningen og ved arbejdet i gravekassen må kassens sider og spindeldele ikke berøres. Desuden må siderne ikke være buet, og
spindlerne må ikke være bøjede eller beskadigede, da det vil mindske gravekassens modstandsstyrke og dermed øge risikoen for sammenstyrtning. TZACHO oplever stigende efterspørgsel på gravekasser med faste afstandsstykker i stedet for spindler, da faste afstandsstykker bl.a. ikke på samme måde er udsat for at blive bøjet og derfor giver stærkere og mere sikre gravekasser. Læs mere om faste afstandsstykker her.

Ved siden af rendegraven skal der holdes minimum 1m frizone på hver side med tydelig og holdbar markering, så der ikke ligger jord, store sten, værktøj, materialer og lign. genstande, som har risiko for at falde ned over medarbejderne. Ansatte må heller ikke færdes i frizonen.

Hvis der etableres brønde, bygværker eller andre installationer med farlige åbninger eller huller, skal der etableres rækværk, markering eller bæredygtig overdækning, for at forhindre medarbejderne mod nedstyrtning.

Foregår arbejdet i gravekassen ved eller i trafikerede arealer, hvor trafikken opretholdes, skal der endvidere etableres trafikregulerende og evt. hastighedsdæmpende foranstaltninger.

Opstilling af gravekasse

Referencer

Amid.dk. (2019). Gravearbejde. [online] Tilgængelig på: https://amid.dk/regler/at-vejledninger/gravearbejde-d-2-13/ [Tilgået 26 Apr. 2019].